Between Concrete and Silk 2012

Between Concrete and Silk
Digitale print 23×68 sheet 60×94

Et projekt i samarbejde med Karen Ozmec, støttet af Danish Centre for Culture and Development.
Udstillet I Ramallah og Jerusalem i 2012.

 

’Between Concrete and Silk ’er refleksioner og tolkninger fra et åbent møde med Palæstina og menneskerne der, midt i dagligdagens gøremål. De peger på poesien, drømmene og realiteterne i det daglige rum. Kompositorisk skabes der et møde mellem hårde og det bløde, det underfundige og mystiske ved en sammenstilling af et eller flere foto.

Billederne suppleres af en tekst, der beskriver det vi ser, samt de associationer der opstår af bevidstheden om at være i Palæstina.

 

Just standing there
Påskelørdag, der er optog i byen. Alle er på gaden for at se på. Så står han her, denne mand, helt fri af mylderet. Han står på en mur, bygget af de så karakteristiske sten. Himlen er svagt blå. Manden ses fra siden, står let foroverbøjet og tegner en mørk kraftig silhuet, kigger ned. Han har hænderne i bukselommerne.    Står her i sit eget tænksomme rum. Han står på en mur i et land med en historisk konflikt. En historie med flere betydnings ladede mure. En refleksion der ikke kan undgå at dukke op. Ved spejlvendingen af billedet, opstår en dobbelttydighed.
Nu to mænd stående med ryggene til hinanden. Vil de vende sig om, møde hinanden, eller vil de forblive i denne rygvendte position? Der anes en meget tynd line, en ledning lige bag mændene, ned over muren. Eneste element i billedet ud over mand, mur og himmelrum. En meget tynd line, i forhold til de kraftige mænd

 

Woman reflected
Jeg så dette hus som et ’abandonned house’, hvilket var rigtigt i forhold til den nederste etage. Men på den store terrasse på første sal, var der små tegn på liv, en klud på et tørrestativ og senere lidt vasketøj – og så en kvinde i gang med at pudse et vindue. Med en kulørt klud pudser hun lige foran sit ansigt.
Hvad er det hun ser? Vil hun fjerne sit eget spejlbillede – fjerne den person der står over for hende – eller fremhæve sit eget billede. En interessant dobbelthed.
Hvis jeg lægger en betydning mellem underetagen, der er forladt og forfalden, til kvinden der holder liv i første salen. Så dannes en kontrastfyldt verden.
Hvornår er det mennesket opgiver, lader forfaldet overtage og hvornår er det mennesket, som kvinden her, polerer så hun kan spejle sig og derigennem vise sin styrke?

 

Empty Container on an open Space
To hvide containere med åbne dør huller, står på et stykke ubenyttet jord. I baggrunden anes en bygning, der er lys bag dørens glasruder. Aftenmørket er ved at sænke sig.De hvide containere er ganske anonyme, står bare der – i al deres hvidhed. Mystiske bliver de, med det åbne dør hul til det sorte indre.
I hvert hjørne af taget er en ring. Ringene er ikke kun til pynt, men angiver en mobilitet.
Hvor og til hvad skal de mon anvendes? De er næsten for fine til at skulle fungere som arbejdsskure. Noget andet må være tiltænkt.
Der kunne let indrettes til et enkelt hjem, med plads til det mest nødvendige.
Hvis jeg skulle bo der, ville jeg savne et vindue til verden.

 

Housen with Yellow Pollen
Virkeligt – uvirkeligt. En nybygning, næsten færdigbygget. Ingen vinduer sat i endnu. Hvad er det for gule pletter i forgrunden, der bliver som gult blomsterstøv i luften. Bløder den hårde virkelighed op.
Billedet rummer også et byggeredskab – et skæreredskab til sten. Klingen er blank og skarp, som den tegner sig op mod det sorte rum. Den ligger her som et fremmed objekt, ingen til at føre sig. Måske blomsterstøvet vil lægge sig.
Måske det ville kunne sætte spor på facaden som en svag dekoration, udtrykke lidt poesi.
Hvordan adskiller man sig fra mængden i en ny verden?

 

Flovting gold Shoe
Guld sko – guldramme – guldkuppel – guld …guld …guld…og spejlinger
Hvem har mon haft en sko af guld, måske bare drømt om en?….
Tanken falder på Askepot.
Drømmen om skønhed kender vist alle i verden. Her er den, smukt udstillet i en glasmontre, hvor den spejler sig. Den løfter sig på sin egen lille piedestal, svæver. Hælen er høj, himlen er nær. Hvem ville ikke svæve med den sko på?
Svagt anes en poster af den Gyldne Moske i Jerusalem. Moskeens ydre, ses i kuplens indre. En dobbelthed der ikke er virkelighed.
Lidt sløret anes en samling sko æsker – er der mon guld sko i dem? Gaden spejler et hus med altaner der skyder sig frem. Huse er som en samling kasser, stablet oven på hinanden.
Er det ikke muligt at føle sig beriget under en kuppel af guld – kan en stund i en guld sko, lade drømmene flyve.

 

The Dome on the Rock
En kuppel af guld, så forunderlig. Skabt som en helligdom for pilgrimme Fra en anden position i byen og gennem kun en sprække, anede jeg bygningskroppen, rigt udsmykket med mosaikker. Den virkede så sart og fin i de turkisblå farver.
Billedets modsætninger, den pureste guldkuppel – en sort plastik vandbeholder – en række vinduer med gardinerne trukket omhyggeligt for og den i luften svævende pigtråd. I pigtråden er der en tydelig melding. Her er den næppe sat op for at forhindre adgang til kuplen, men for at beskytte indtrængen på den ejendom, jeg ser den fra.
Men tankerne flyder om det modsatte. Der er så mange steder, der ikke er let at få adgang til.  Billedet udtrykker en stilhed.
Selv i stilheden viser der sig en konflikt.

 

Seven Mysterious Blue Bags
Et stativ med 7 blå tilbundne plastikposer, en kost, en fejebakke, en plastikflaske i hjørnet, en stabel plastindpakkede rammer af grå dåser, en rød coladåse med blåt sugerør og grønne stueplanter i potter. Vi er uden foran en butik, de grå dåser er indenfor. Butikken er ikke moderne.
Poserne, som de ligger der, har fanget min opmærksomhed. Hvad indeholder de? Hvorfor ligger de uden for og ikke inden for? Er der brød i poserne? Poserne lå her også dagen efter. Så er det nok ikke brød.
7 blå poser den ene dag og 7 blå poser den anden dag, i næsten samme position og med samme knuder. Er det et tilfælde?
Poserne er hemmelighedsfulde, som de ligger der.
Hvad er det der er bundet så stramt for og som ikke må komme ud? Hvordan er det at være lukket inde i en blå plasticpose? Hvordan er det at være lukket inde, være i venteposition og så alligevel være sat til skue, udstillet?

 

City reflections
En kvinde på vej gennem byen, bærende sine indkøb – på hovedet.
Hun har et beskyttende klæde mellem sit hoved og den store blå plasticpose. Den ene hånd hjælper med til at balancerer. Posen ser let ud. Over venstre skulder bærer hun en stor taske. Man aner en målrettet gang som mod et fastlagt mål.
Byen spejler sig rødt i en væg af slebne flader, en bil og andet liv anes. Modsat spejles i tre ellipse formede glasplader, en butiks facade, en aircondition kasse og en markise.
Byens mange handlinger og rum spejler sig i hinanden og fortæller gennem små fragmenter – en historie om dens daglige foretagsomhed.

 

Concrete and Silk
Et univers i gråt.
En betonvæg med jernbindinger stikkende ud. Herpå anbragt – en sort og grå gummislange, en hvid stump flamingoplade, en rød jakke med indersiden vendt delvist ud af og et rødt bånd. På betonvæggen ses tydelige spor af forskallingen. Sammen danner de en komposition, der er let aflæselig.
Modstillet er et gråt skinnende stykke stof med et indvævet floralt mønster. Det falder blødt, er anbragt rundt om noget. Fastholdt med en snor af sammen stof, men også af en jernkæde. De to linjer, sammen med stoffets bløde foldninger, danner en komposition, der er lukket og utilnærmelig.
Et kontrastfuldt univers der rummer både det hårde og det bløde.

 

Through the city between hard and soft
Et brunt gardin med lyse tråde, et sort/hvidt tråd forhæng og et sart rosa silkeagtigt stykke stof foran en mur. En mørkhåret kvinde med solbriller er på vej ind i billedet. På hendes bryst svinger et smykke, der hænger i et orange bånd. Det giver hende en fremdrift. Hun ser koncentreret ud i sin gang, er i sit eget rum.
Et stillads af jern og et blåt glas der spejler et transparent rum samt et hus. Det transparente sprøde rum, der skyder sig frem i spejlingen bag stilladset, kunne være en pavillon af glas. Det hvide grid får rummet til at tegne sig på en særlig let måde, som et isoleret rum i rummet.
Kvinden passerer hastigt forbi, trådene i forhænget flagrer let.
Hvad ser vi der på vores vej……
Copyright 2020 - Vibeke Jerichau